17 April 2016

17-02-2019

Vi har jo ledt efter en båd siden vi for ca 3 år siden var på 14 dg sommertogt i konstant regn og blæst.
Efter at have ligget i Gilleleje i 3 dage med 15+ m/s og to små børn i en lille Bandholm 24 var vi enige om at lange ferier kræver lidt bedre leveforhold.
2018 gav et par gode sejlture og en del små.
Et vennepar fra Køge havde deres unger som aldersmæssigt er som vores, med på en god dagstur til Helsingør.
Vi sad på sidedækket med fødderne i vandet og så en masse Marsvin, fisk, sæler og andre spændende ting.
Solen bagte fra en næsten skyfri himmel og motoren var kun tændt små 20% af turen pga. vindstille.
Det står som en af de bedste ture vi nogensinde har haft i Sirius.

André har brugt mere end 500 timer på at læse op på både og danne et billede af priser, udstyr, stand og kendte fejl og mangler.
Møn 341, Hallberg-Rassy Rasmus 35, Malö’erne,  Beneteau 35, Najad 34, Contest 36, Moody’erne, Amel Sharki, Lagoon 38, Dehler 34 og mange andre har været vendt og drejet over spandevis af kaffe. 

Vi ville have ståhøjde om læ til André (dvs mindst 190cm) og et rat.
Samtidig ville vi have en båd som 'kunne sejle', stor sejlgarderobe, spiler udstyr/bom, havde et rimeligt forhold ml vægt og motor ydelse, godt pantry med køl, dedikeret WC (ikke i en mellemgang til forpeaken) god plads i cockpittet, gode lysforhold om læ.

Erfaringen er at vi sejler en del for motor da vi oftest er ude på de helt gode dage af hensyn til Fora på 3 og Annabell på 6. Flora er langt fra søstærk endnu må vi nok erkende.
Derfor har vi ikke været helt afvisende overfor en motorsejler. Ofte har de dog et layout vi ikke er så vilde med.

Pludselig fandt vi en båd som opfyldte stort set alle vores kriterier til et større skrog. En Dehler optima 92 (fra 1978) på små 31 fod kom til salg i Sæby.
På vejen hjem deroppe fra ville vi også se en søsterbåd i Århus for at have et sammenligningsgrundlag.
På vej ud af døren aflyste sælger i Sæby. Han havde fortrudt og ville alligevel ikke af med båden.
Vi valgte at se på den i Århus alligevel selvom den havde original motor som nok snart skulle skiftes.              
Da vi stod af færgen sent fredag aften, svingede vi forbi havnen på vej til svigermor hvor vi skulle overnatte inden besigtigelsen om lørdagen.
Jeg var med det samme sikker på at den båd skulle vi have.
Ud over en meget positiv omtale af modellen og god udstyrs liste må jeg nok indrømme at det var kærlighed ved første blik.
Smukke linjer, højt fribord, flot farve med det blå skrog, og reel plads på dæk og i cockpittet.
Gennemgangen med sælger var gnidningsfri. Han fortalte ærligt og gode og dårlige punkter. Om maling af fribord på en fugtig dag (det skal gøres om), rust på skiverne ved kølbolte (selve boltene er helt fine), lidt meget røg fra motoren (vi skifter inden for de første par år), og en fejl i montage af lænseslange i cockpittet.
Vi hev båden på land og fandt tillige en mikroskopisk krakelering omkring fugen til kølen.
Christinas bror er bådebyggeren i Egå og da han med kort varsel kom ned og godkendte de fundne fejl slog vi til på stedet.
Prisen var god, også selvom vi regner med 65.000,- til en ny motor.

14 dage efter stod SY Nina ud fra Århus med André og 2 venner fra Copenhagensuborbitals.
Carsten og Martin var også med til at sejle Sirius til København fra Korsør i 2014
Turen forløb i lidt friskere vind end forventet.
N om Sjællands Odde havde vi op til 2½m. søer ind tværs om bagbord.
En af dem brød ind over rælingen og fyldte agterste del af cockpittet godt op med frisk koldt havvand.
Efter et par timers rullen var besætningen godt rystet igennem og et par timers hvil i Hundested var præcist hvad vi trængte til.
Aftensskafning på Bryggeriet og 4 timer på køjen inden vi kl. 24:00 igen stod ud. Rundede Gilleleje med rolig vind og havde en fuldstændig perfekt sejlads for genua til Helsingør hvor vi bunkrede lidt diesel og fik morgenskafningen i morgensolen.
2l/time bruger Ninna hvilket er ganske sparsommeligt ift. de 6-7Kn den løber.

Nu er begge bådene kommet på land. Sirius bliver langsomt lakeret færdig om læ (når temp stiger). Ninas vedligeholdelse starter når kalenderen tillader det. 3 weekender regner vi med at bruge. Erfaringsmæssigt skal der nok lægges 2-3 weekender oven i det. Sådan går det når man først går i gang.

06-02-2019

Det er længe siden jeg har skrevet her på bloggen. Ja faktisk er det MEGET længe siden.
Jeg har for det meste skrevet lidt på forsiden. 
Der er altid den der følelse af at en læser skal have øjeblikkelig info for at de bliver hængende.

Der er sket meget siden 2016.
Vi er blevet mere erfarne. Det er både på det basale bådvedligeholdelse, hvad vi har på pakkelisten når vi skal afsted og på håndteringen af en sejlbåd.
Jeg vil anslå at vores gennemsnitshastighed er ca. 1kn hurtigere. Havnemanøvren er blevet 50% hurtigere og vi til- og afrigger båden pr. automatik.

Mod min forventning har vi kun haft ganske få ture uden for den lille trekant med Skovshoved som nordligste pkt, Flakfortet som østligste og Dragør som sydligste.
En enkelt gang er vi nået til Gilleleje, før dårligt vejr tvang os 3 dage i havn.
Hallands Väderö, Råå og Helsingør er også blevet besøgt et par gange.
Vi har måttet indse at vi er vokset ud af Sirius’ trange 24 fod.

Jeg købte båden i 2014 for 25.000Dkr. + tilbehør som ekstra sejl, stativ etc.
Der var kendte fejl og mangler. Særligt ruffet som var ved at give op. Luftindtag som manglede isolering ind mod kernematerialet og en radioantenne som var ført på en tåbelig måde gennem ruffet.
I hård sø og regn trængte vandet ind via stikkene til lys i masten.
Alle dele er udbedret, og ærligt talt. Det har været en fantastisk læring for mig. Vedligeholdelse og nybygning altså.

Mange aftener er brugt foran computeren for at finde spændende tilbud på Blocket, yachtworld, DBA, Scanboat mfl.
Vores store problem har været at finde ud af hvad vi havde brug for og hvad vi havde råd til.
For 5 milioner kan alle nok få stillet deres behov. Så mange penge har vi bare ikke.
Efteråret 2018 faldt en veninde Michaela over en annonce på en Dehler Optima 92. (https://sailboatdata.com/sailboat/optima-92-dehler)
Van de Stadt designet og bygget til både kapsejlads og tursejlads for op til 6 personer.
Vi aftalte hurtigt at tage op og kigge på den efterfølgende weekend. Jeg fik kontakt til en tidligere Optima 92 ejer via Dehlergruppen på Facebook. Hun hjalp mig med at udpege stærke og svage sider ved modellen. Hun havde stadig stor kærlighed til sin gamle båd men havde udskiftet den med noget større og nyere.
På vej ud af døren med kurs mod Nord Jylland ringede sælger og måtte fortælle at han egentlig var så glad for båden at han alligevel ikke ville sælge. Det var pæne ord han gav modellen under vores lange snak og med endnu en ’tutor’ i bagagen tog vi i stedet mod Århus hvor en dyrere model lå.
Om aftenen dagen inden besigtigelse med sælger var jeg i havnen for at finde og bese båden udefra i ro og mag.
Jeg bliver altid overrasket over hvor meget få ekstra fod betyder i generel størrelse,
Sirius er 24 fod og Nina (Dehleren) er ca. 31 – Det er jo som en færge i sammenligningen.

Gennemgangen er lang og detaljeret så det kommer jeg ikke ind på her.
Blot kan jeg nævne at jeg fandt små fine sprækker i den 40 år gamle gelcoat som er helt forventelig.
Skiverne under møtrikkerne på kølboltene var slemt anløbne, og der var tendens til små sprækker ml. køl og skrog.
Christinas bror har Århus Bådbyggeri og på kort tid kom han ned til os og kiggede med på mine fund.
Han gennemgik også resten af båden og kunne efter kort tid sige at ”Den er ikke dårlig”. Fra Erik Gersner er det så godt som det kan blive.

Turen hjem med ”Nina” foregik 14 dage senere sammen med Carsten og Martin. De er kammerater fra Copenhagensuborbitals.com og det var også dem som hjalp mig hjem med Sirius i forsommeren 2015
Den her gang havde vi klog af skade sat en hel eftermiddag af til at rigge til og sejlede først ud lørdag morgen tidligt.
Vi afgik Århus i små gråt vejr med let vind fra nord.
Kort ude af havnen satte vi sejl og jeg kunne med det samme mærke at der var en helt anden fart i skroget end jeg er vant til med den tunge Bandholm med ¾ køl.
 En flok Marsvin sendte os afsted med prustende blæs. De brød overfladen få meter om bagbord og gav os følelsen af eventyr.

Efter passagen af rute tango begyndte vinden at friske kraftigt op og jeg anslår stødene til at runde 15m/s fra Nord. Tværs om bagbord. En enkelt bølge brød mod låringen og gjorde mig våd fra armhuler til fodsåler – SUK!

Da vi kunne ane Hundested i kimingen blev vi enige om at vores nonstop tur til KBH godt kunne opgraderes med et hurtigt pit stop.
Jeg har aldrig været inde i havnen før men kommer bestemt tilbage dertil.
Efter et varmt måltid og godt 4 timer på buffen, gik vi ud lidt over midnat.
Vinden var løjet helt af og turen op mod Gilleleje foregik for jerngenuaen. Jeg var om læ et godt stykke da vi først var kommet fri af land.
Nord om Gilleleje kunne vi igen sætte sejl. For nemhedens skyld (og roen ombord) satte vi kun genuaen. Vi gik en tørn med 1 på køjen og 2 i cockpittet. Det gik strygende og da solen stod op lagde vi til i Helsingør for at toppe dieselen op og klare en hyggelig morgenskafning i ro og mag.
Jeg overlod igen kontrollen til d’herrer Martin og Carsten og fik ladet batterier op mens jeg lå horisontalt. Turen hjem til Lynetten gik udelukkende for motor da vinden igen havde flovet helt og anløbet til den nye hjemhavn skete i strålende efterårs sol og højt humør.
Jeg har en fast plan om at Martin og Carsten skal med på en udsøgt luksustur når vejret igen tillader. Store bøffer og go’ rom. Deluxe modellen som tak for at de igen og igen har stillet op til god hjælp.

Nina kom kun 2 gange yderligere på vandet før hun blev afrigget. Igen havde jeg hjælp fra gode venner. Sune og Jens fra DSRS (Dansk Søredningsselskab) kom og brugte en god aften i regn og blæst og hjalp med at hive masterne af og afrigge mine to skrog. Ubetinget nødvendig hjælp og megen taknemmelighed herfra.

Her til vinter er Nina kommet under et dæksstativ fra Biltema og en figursyet pressening - også fra den blå kirke.
https://www.biltema.dk/bad/oplagning/presenningunderstotning/dakstativ-2000041539
Jeg er rigtig begejstret for kvaliteten. Rune, Lise og Sune fra DSRS hjalp Christina med at få det hele hurtigt på plads. Stort tak.

At have båd er et studie i samarbejde og kammerat hjælp. Jeg kan ikke gå en dag og arbejde på båden uden at komme i 2-3 gode samtaler med folk på havnen. Nogle gange er det turister som er på havnen for at gå tur, andre gange er det sejlerkammerater fra klubben. Det giver altid god stemning.

Inden næste sæson skal Sirius have lakkeret de sidste ruflister om læ og en del af inder beklædningen remonteres. Vi havde til at begynde med opgivet at finde en ny båd foreløbigt og var begyndt at skifte al beklædning om læ. Jeg havde købt stumper til at flytte alle fald til cockpittet, men da vi faldt over Nina stoppede det projekt.
Nina skal have udskiftet mindst en skroggennemføring og slanger fra tank til motor, saltvandskøleslanger, køletermostat skal udskiftes og udstødningen gennemgås.
Jeg har bestilt en fjernbetjening til bovthrusteren på e-bay
(https://www.ebay.com/itm/CARCHET-Wireless-Remote-Control-Winch-Kit-For-Truck-Jeep-ATV-Car-15M-50ft-DC12V/153060128050?hash=item23a3183532%3Ag%3ALdUAAOSwhIZbILBX%3Ark%3A1%3Apf%3A1&vxp=mtr&frcectupt=true&fbclid=IwAR235kAvqFwsjKY2pIXAyP1NlR9_TnmySKr_eMD0)q7KFFR9GuX1zY16Ji6g
Det ligner næsten verdens nemmeste montage.

Vi skal:
Sy læsejl til cockpittet både for sol og vind.
Lave figursyede lagner.
Forlugen skal tætnes og hængslet skal klares op. Det binder frygteligt.
Storen, genua og Genakkeren skal gennemgås hos North Sails
Den ene gasflaske skal fyldes
Derudover er Nina sejlklar til sommertogtet.

Sommertogtet.
Vi har desværre kun været på vej en gang før. Turen i 2016 blev kort og kold. Sommerferie med ned til 15*C på Flakfortet.
I år skal vi langt omkring i Danmark og måske Sverige.
Vi tager 3 uger i industrihelvedets sommerferie.
Én gang før har vi set fyrværkeriet ved afslutningen af Vordingborg festuge. Det vil vi gerne se igen.
Hyggesejlads i både det Syd Sjællandske og Fynske øhav står også på ønskelisten.

En tur til Vejle med besøg i Legoland og Lalalalalandia har pigerne bedt om.
Familien i Rønde og slotsruinen på Kalø er også højt prioriteret.
Hvis den lige rute kan gennemsejles bliver det til 21Nm om dagen eller ca 39 Km/dg. Det er nok urealistisk ikke at indlægge overliggerdage pga. hygge eller dårligt vejr skal vi også tage højde for.
En alternativ plan tager os op langs den Svenske vestkyst til skærgården N for Göteborg.
Med lidt sparring fra Facebook gruppen ”Sejlere med børn ombord” samt et par af mine sejlerpatienter må vi nok indse at max 30Nm/dg er alment anerkendt med børn ombord.
Christina er heller ikke tilstrækkelig rutineret endnu til at hun selvstændigt kan tage vagt i cockpittet.
I hvert tilfælde ikke i kystnært og snævert farvand.
Der er mange andre råd. Regnvejrspandekager, fiskestænger, Sejl tidligt eller sent når de små sover osv.
I båden har vi efterhånden fået opbygget et børnebibliotek med et maritimt tema. Stand, skibe og både, over eller under havet. Intet andet.
Når vi er på tur, læser de om det de samtidig oplever. Det har for os hjulpet med at uddanne og motivere de små gaster.
Når alt andet fejler har de tidligere måttet se lidt på tablet. Da vi købte Nina var der et TV i salonen på hovedskottet. Det er en mulighed for at smide film via HDMI kabel op på storskærmen og jeg håber ikke bare børnene kommer til at hygge sig når det regner.

02-02-2019
05-05-2016

Sidste weekend kulminerede de sidste ugers arbejde med at masten blev monteret på Sirius. Sejlene kom på og de første nye koldskumsmadrasser blev lagt i køjerne.

Min gode ven Allan og Bror Michael gav den en skalle med mig i forårssolen.
Der blev monteret en "føringsbøjle" til faldet på rullegenuaen som desværre har sat sig i bekneb et par gange sidste år.
Selvom jeg havde målt op et par gange endte den med at sidde for lavt og forhindrer os i at hejse genuaen de sidste 4-5 cm. Forliget sidder derfor lidt løst i bunden.

Trods genuaens genstridigheder kom vi på vandet søndag d. 1. Maj.
Ikke noget med røde faner her tak. Hvid klude til tops og en fin lille 2 timers tur rundt om Middelgrund.
Vi nåede at se et par hvide toppe og sø omkring 1 meter inden vinden løjede af og gav os en plat læns med 5kn tilbage mod Lynetten. Vel hjemme på pladsen rullede far pandekagerne ud på stribe. Det er en fast tradition og hjælper med at forvandle pigernes "Vi vil ikke sejle fjæs" til "JAAAA! vi skal sejle - Vi skal have pandekager".
De pædagogiske overvejelser skal nok ikke belyses for nøje. Det er slet og ret bestikkelse hehe. Og det virker!

Kommende weekend lover de op til 19*C og 6m/s - Desværre med 1*C om natten så der bliver ikke nogen overnatninger med pigerne i båden. Flora på 1 år sover konsekvent uden dyne og vi vil ikke risikere noget der. Vi skal dog ud og sejle det meste af lørdag - Og kaptajnen glæder sig!

17-04-2016